Det kræver en særlig personlighed at være
selvstændig. Du skal være parat til at bruge stort
set alle dine ressourcer og kræfter på din virksomhed. Du skal
derfor overveje, om du har det, der skal til for at etablere og
drive en virksomhed. Har du den fornødne uddannelse og erfaring?
Derudover skal du gøre dig klart, hvad der er dine mål med
livet som selvstændig?
Personlige egenskaber
Traditionelt siger man, at en selvstændig erhvervsdrivende
skal være:
- præstationsorienteret - dvs. kæmpe for det, du har sat dig for
- risikovillig - tør satse noget, fx opsparing eller sommerhus
- selvsikker - tro på det, du sætter i gang
- udholdende - blive ved med at kæmpe for salg, selv om det går trægt i starten
- god til at skabe kontakter - så du hele tiden kan udvide din kundekreds
- åben for nytænkning - det kan være nødvendigt at skifte spor i en omskiftelig verden.
Dit bagland
Du skal også være sikker på, at dit bagland - din
ægtefælle, børn, venner m.v. - bakker op om din beslutning. Det er
en erfaring hos alle nystartede, at egen virksomhed er ensbetydende
med lange arbejdsdage og få fridage. 60-80 timers arbejde om ugen
er ikke ualmindeligt. Måske vil det også påvirke familiens økonomi
i en periode, fordi du giver afkald på den faste månedsløn.
Styringsredskaber
Inden du starter, skal du fastlægge både dine personlige
mål og dine forretningsmæssige mål. Du skal vurdere, hvor hurtigt
du har behov for at komme ned på en normal arbejdsuge. Du skal
afklare, hvor mange penge du har brug for til privatforbrug.
Du skal også gøre dig klart, om du har tid og lyst til de
administrative opgaver eller om du hellere vil betale dig fra
det, ved at få en anden til at tage sig af dem. Det er en
vigtig beslutning, for mangel på økonomiske styringsredskaber er en
hyppig årsag til, at det går galt.
Du skal minimum sørge for, at der bliver taget hånd om
følgende:
- Bogføring af dine bilag
- Momsafregning
- Aftaler med skattevæsnet
- Udsendelse af fakturaer og opfølgning på ubetalte regninger
- Lønafregning
- Budgetopfølgning
- Telefonpasning.


